5 spørgsmål du skal stille, når du overvejer at købe en brugt spinderok
Undgå fejlkøb og få en velfungerende spinderok
Ikke alle spinderokke til salg er funktionsdygtige
At skulle investere i sin første spinderok kan være lidt en jungle og priserne varierer vildt.
Vil du gerne være i trygge hænder ved dit første rokkøb, så kan du købe en fabriksny rok fra en dansk forhandler der kan hjælpe og rådgive.
Det er dog en anseelig udskrivning at købe en helt ny spinderok så mange starter med at købe deres første rok brugt, for lige at finde ud af om det overhovedet er en hobby de bliver bidt af, inden mange tusind kroner skal over disken.
Heldigvis er der mange gode spinderokke at få brugt.
Hvis muligt vil jeg anbefale, at du køber din første rok af en erfaren spinder, der kan hjælpe dig i gang, men det er jo ikke altid man har den mulighed. Mange sælgere er lige så uvidende som dig og sælger derfor katten i sækken så brugtroksmarkedet kan være ret svært at gennemskue.
Brug listen her som hjælp til at vurderer om du skal sige nej tak, slå til med det samme eller forhandle om prisen på den rok du har kig på.
1: Hvem har spundet på den sidst?
Er der en person i mandsminde, der rent faktisk har brugt rokken til at lave garn med, giver det en indikation på at den nok fungerer sådan nogenlunde.
Rigtig mange rokke (særligt de gamle/antikke) har stået til pynt i stuerne rundt omkring, hvor ingen har brugt dem og derfor heller ikke kan sige noget om hvordan de virker.
Spørgsmålet her giver dig også en fornemmelse af om du handler med en person der ved noget. Ved en del brugt annoncer har sælger ikke nogen viden om det vedkommende sælger og derfor kan prissætningen være helt skæv (enten den ene eller anden vej) eller du bliver solgt noget der faktisk ikke fungerer. Spørg ind til brug og få en fornemmelse af hvem du har med at gøre.
2: Hvor mange spoler er der?
Spolen er den del af rokken som din spundne tråd bliver viklet omkring. Når den er i brug sidder den i vingen, der vinder tråden op på spolen. Er det længe siden at rokken har været brugt er det helt klassisk at ekstraspolerne er forsvundet og der derfor kun er én tilbage.
I spindeprocessen er det en klar fordel at have minimum 3 spoler – så mangler ekstraspolerne forringer det rokkens værdi.
Er det så ’no-go’ at købe den, hvis der kun er én spole? Nej, men du (og sælger) skal bare vide at det giver dig lidt ekstra arbejde når du spinder eller en ekstra udgift til køb af nye med en rok uden ekstraspoler.
3: hvor gammel er den?
Alder behøver ikke at være et problem, men en rok kan godt blive mere temperamentsfuld med alderen. Og ligesom det nok er lettere at tage kørekort i en nyere bil frem for en veteranbil, så er en moderne rok nok lettere at lære at spinde på end en med 100 år eller mere på bagen.
Særligt på den blå avis er der mange ’antikke’ rokke til salg. Nogle er sikkert rigtig fine at spinde på, mens andre er lige til pindebrænde – hvad der er hvad, er ikke altid afspejlet i prisen.
Så når du køber din første rok så prøv at vurderer, hvor gammel den er. En rok fra 60erne eller 80erne er ikke ’gammel’ i mine øjne, mens en ’min mormor har arvet den fra sin farmor’rok fra forrige århundredeskifte sandsynligvis er en veteranbil for kendere. Eller pindebrænde.
4: Er der et mærke / en producent?
Hvis der faktisk er et mærke på kan det give dig noget information om hvad du har med at gøre og er det en nyere rok som fx Ashford, Louët, Kromski, mf. er det også muligt at få reservedele fx i form af ekstra spoler. Det at der er mærke på er dog ikke en garanti for at nogen overhoved ved hvad det er for en rok eller kan give hjælp – men det øger chancen. Jeg har fx en ’Såne rok’ som jeg er rigtig glad for, men det snedkerfirma, der lavede dem er lukket engang i 90erne og jeg kan ikke længere få dele til den. Til gengæld kan jeg finde erfarne spindere, der kender modellen og give råd, hvis jeg har brug for det.
5: hvilket driv-system har den?
Drivsystemet er den mekanisme der sørger for at dine fibre snoes til tråd og vindes op på spolen. Der er grundlæggende 3 forskellige drivsystemer. Vingebremse, spolebremse eller dobbeltsnor.
Til begyndere anbefaler jeg vingebremse eller spolebremserok frem for dobbeltsnors rok. Dermed ikke sagt at det er den endegyldige sandhed, mange er rigtig glade for dobbeltsnorsrokke, men som minimum skal du vide hvilket system du går ind til.
Og apropos alder, så har langt de fleste gamle rokke dobbeltsnorssystemet, mens de fleste nyere rokke har enten spole eller vingebremse. For mig endnu et godt argument for at gå uden om de gamle rokke.
Ved sælger ikke hvilket system det er, så læg fx et billede i facebookgruppen ’spindehjælp’ og spørg – de venlige folk derinde er ofte hurtige på tasterne.
Er prisen rigtig?
En Ashford traditional som denne er et sikkert køb
Hvad er en fair pris for en brugt spinderok? Det spørgsmål er ikke helt lige til.
Nogle spindere, der har købt en rok fra ny og samlet en del ekstraudstyr og nu vil sælge synes, at det er rimelige at sætte det til salg for fx 4000,- når nu de selv har investeret 6-7000,- i indkøb. Jeg kan godt forstå man gerne vil have sine penge hjem igen, men ofte bliver de ikke solgt til de høje priser.
Nogle sælgere fremhæver en roks status som ’antik’ og sælger det som en fordel, at der står 1864 på den. Jeg har set ’antikke’ rokke uden vinge og spole (og derfor ubrugelige for en spinder) forsøgt solgt til 8-900kr.
Når jeg ser på hvad der rent faktisk bliver solgt på brugtroksmarkedet så kan jeg se at den gængse pris for en fungerende rok med en kendt producent ligger mellem 1000 – 1800kr.
Du kan godt være heldig at finde noget billigere, men ser du en annonce på fx en Ashford traditionel til 12-1500kr så er det rimelig meget til markedsprisen.
Vælger du at tage chancen med en gammel ukendt / antik rok så skal den efter min mening ikke koste over 500kr – medmindre den er utroligt smuk eller dronning Ingrid engang har brugt den.
Men hvad den rigtige pris er – det er jo også op til dig og hvor meget du vil gi.
Jeg håber bare at denne spørgeguide har givet dig lidt bedre forudsætninger for at kaste dig ud i brugtroksmarkedet.
Du kan skrive dig op her til at få besked når jeg skriver ny artikler eller opretter nye kurser.
I nyhedsbrevet deler jeg spinde og uld relateret viden. Da Sandmark Uld er et sideprojekt skal du ikke regne med at have mig i indbakken vildt ofte, men kun når der er nyt at dele.