Sandmark Uld

Sådan vasker du uld

Få min proces fra beskidt fåreham til rene spindefibre klar til kartning

”Hvordan vasker du ulden før den skal spindes?”

Vask af fåreuld til spinding

Den beskidte fåreuld står i blød i vand med opvaskesæbe til skidtet er opløst. Vandet bliver altid overraskende brunt.

Det er et spørgsmål jeg ofte får når jeg holder kurser og vi skal i gang med at karte vasket fåreuld.

Som med så meget andet inden for spindeverdenen er der mange måde at gøre det på og min måde er helt sikkert ikke den mest grundige eller kontrollerede, men til gengæld er det ret hurtigt og jeg får en fin uld til mine spindeprojekter.

Når man får råulden fra et får kaldes det en ham.

Jeg vasker sjældent en hel ham ad gangen, da det er et større arbejde og jeg har ikke helt tørreplads til så meget uld på en gang. Men om du tager det hele i et hug eller over et par omgange har ikke den store betydning.

Hvis den er meget beskidt så er det værd at sorterer ulden inden du går i gang med vaskeprocessen (og det er her at nogen er meget grundige og systematiske med at sorterer ulden osv.). Jeg plejer lige at fjerne den uld der har været omkring halen og fra under maven som har lort på (en god fåreklipper, der ved at ulden skal bruges, vil sorterer det fra inden du får hammen, men det er ikke altid det er sket.) Og hvis der er meget halm eller lignende kan det også være en fordel at få ud mens ulden er tør.
Jeg bruger ikke meget tid her og er der halm med pilder jeg det også nogle gange bare ud i løbet af vaskeprocessen.

Efter en grovsortering så skal der vaskes. Jeg bruger sådan vand der er sådan 30 grader, mest fordi det er tilgængeligt, men du kan også bruge lunt eller lunkent vand.
Jeg fylder vand i en balje og kommer ulden i og trykker den lidt ned, så alt er under vand. Så lander jeg det stå i en 10-20 minutter, hvor en stor del af skidtet bliver opløst.

Efter det har stået, er vandet typisk helt brunt. Så tager jeg det op nogle håndfulde af gange og klemmer det beskidte vand ud inden det kommer over i en anden balje med rent vand og sæbe.

Jeg bruger almindelig svanemærket opvaskesæbe, ca en skefuld til en balje uld.

Når ulden er kommet over i sæbevandet bevæger jeg lige hænderne lidt rundt i baljen og trykker ulden lidt op og ned så jeg ved at sæbevandet er fordelt godt ind i ulden, men du skal ikke røre vildt rundt eller arbejde en masse med det, for så risikerer du det filter. Herefter står det igen og ’trækker’ i en 10-20 minutter, hvorefter jeg igen tager det op, klemmer vand ud og kommer det over i en ny balje med rent vand.

Hvis det var noget meget beskidt uld kan det være at der er brug for endnu en omgang med sæbevand, men langt det meste bliver rent efter én omgang.

Herefter er det et spørgsmål om at skylle til vandet er nogenlunde klart. Jeg bruger stadig at flytte ulden mellem baljer med vand.

Hvornår er ulden ren?

Hvis din uld skal være kridhvid og uden nogle som helst plantedele så er vaskeprocessen et stort arbejde. Jeg tage det ikke så tungt, hvis spidserne stadig er lidt brunlige og der stadig er lidt græs eller hø her og der. Rigtig meget af det falder ud i karteprocessen og det sidste skidt kommer ud når du vasker dit færdigspundne garn. Så lad være med at stresse over at det ikke bliver helt rent. Og så ser våd uld af en eller anden grund også bare mere beskidt ud end tør uld.   

Vask og skyldning af uld

Ulden skal skylles af flere omgange for at få det snavs og sæbe ud.

Det at vaske uld er en proces der bruger rigtig meget vand, så derfor bruger jeg ’genbrugsvand’. Mine børn kan godt lide at gå i karbad i weekenden så jeg vasker ofte uld med deres badevand når de er færdige.  

Du kan også samle vand fra dit eget bad ved at stå i en balje og så bruge det. Sæberester i badevandet er ikke noget problem, det hjælper jo med at vaske ulden.

Det beskidte skyllevand hælder jeg i toiletter.

Havde jeg ikke genbrugt badevand med sæbe i havde jeg i stedet bruge det første ibrødsætningsvand som gødning i haven, men det gør jeg ikke når der er sæberester i. Ellers er det en supergødning til køkkenhaven.

Når ulden er ren og er blevet skyllet i rent vand skal det tørre. Det kan tage meget lang tid for uld kan holde på væde op til 3 gange sin egen vægt. Så det at få trykket så meget vand som muligt ud og lagt det et sted med god luftcirkulation er vigtigt.

Jeg bruger en hænge-hylde-net ting som vist nok er beregnet til sko. Her kan jeg lægge uldtotterne i ét lag på hver hylde og der kommer luft til fra alle sider. Den hænger i vores udestue, for så lugter det ikke af våd uld i huset – selv om det helt sikkert ville tørre hurtigere indendørs, i hvert fald i de kolde måneder.

 

Jeg håber du her har fået mod på at gå i gang med at vaske din egen fåreuld. Du behøver ikke at følge mig metode her, find noget der passer til dig og din hverdag.

 

Vil du have besked når der kommer nye artikler?

 

Du kan skrive dig op her til at få besked når jeg skriver ny artikler eller opretter nye kurser.

I nyhedsbrevet deler jeg  spinde og uld relateret viden. Da Sandmark Uld er et sideprojekt skal du ikke regne med at have mig i indbakken vildt ofte, men kun når der er nyt at dele. 

Du kan altid framelde dig med et enkelt klik.

Tak for din tilmelding - du skal lige over i din indbakke og godkende at jeg faktisk må skrive til dig.